Egypten - fredag den 16. februar 2001
Byrundtur i Hurghada
Vi havde sovet alt for længe, da vi vågnede kl. 7:50. Vi havde aftalt at satse på at spise morgenmad kl. 8:00, så allerede fra morgenstunden var der stress på!
Solen skinnede fra en skyfri himmel men det blæste godt, så vi kunne ikke rigtigt bruge vores altan på 1. sal. Derfor valgte vi at lade far, mor og Lasses terasse være vores mødested.
Igen overraskede restauranten (Marakesh) med en stor og flot morgenmadsbuffet. Masser af frugt, salat, kød, pølser, pålæg og æg i flere afskygninger. De kogte æg blev dog hurtigt dømt ude, da de var helt grønne i blommen. Resten af ugen blev vi istedet flittige gæster på the "egg station", hvor et par medarbejdere ikke lavede andet end spejlæg og omeletter. Af drikkevarer var der juice, hibiskus-the, varm mælk, kaffe og the.
Vi fandt hurtigt ud af, at der var en rangorden blandt tjenerne i restauranten. Øverst i systemet gik nogle jakkeklædte folk rundt mellem gæsterne og så til, at alt var, som det skulle være. Indimellem kommanderede de med de øvrige tjenere, der havde hver deres funktion. En skulle sørge for, at gæsterne havde kaffe og the, en skulle hente tomme tallerkner, en skulle hente tomme juiceglas osv. osv. Virkelig underholdende at se på!
Efter morgenmaden var det tid til orienteringsmøde. Det skulle oprindeligt have været afholdt igår, men da vi var blevet forsinket på grund af den manglende kuffert, var mødet udsat til idag kl. 10. Der var ca. 30 med til mødet, hvor en guide holdt enetale i ca. 1 time. Under mødet blev der serveret kold hibiskusthe, der smager som solbærsaft.
Efter informationsmødet var det svært at holde på ungerne længere. Nu ville de altså i swimmingpoolen - uanset hvor kold den end måtte være! Mens de badede, gik far og jeg på jagt efter vand og sodavand til frokosten. Vi måtte også lige over og besigtige Grand Hotel og stranden, så vi vidste lidt om, hvad der ventede os.
Grand Hotel så ikke helt så nyt ud som Grand Resort - men stadig flot! Haven, der ligger mellem Grand Hotel og stranden, var flot og meget velholdt. På stranden stod der en skov af parasoller og liggestole af solidt materiale. Det var også nødvendigt, for hernede blæste en halvkraftig vind.
Vores handel foregik omkring middag og vores første indtryk af butikkerne var, at de holder middagslukket. I flere forretninger sad personalet og sov - enten indeni butikken eller lige udenfor. Vi endte derfor i en snack bar (Sea Horse) ca. 200 meter syd for indgangen til Gran Resort. Til vores store overraskelse solgte de øl med næsten samme styrke, som en dansk pilsner! Prisen for en halv liter var 7 LE (Ca. 15 kr.). Den måtte vi prøve.
Nogle vil nok kalde os konservative, men en vigtig bestanddel af vores ferie er en god frokost med rugbrød som en meget vigtig ingrediens. Vi har altid brød, sild og spegepølse med i kufferten, for vi har en stærk tro på, at det er med til at holde maven i orden - sammen med den daglige Fernet Branca om morgenen. Og så er en frokost altid hyggelig!
Kl. 14 var der afgang på første tur - en byrundtur i Hurghada. Det var en god måde at få et indtryk af det område, som vi gæstede den næste uges tid. Undervejs ind til byen, opsummerede guiden lidt fra orienteringsmødet. Det eneste nye, jeg lige fangede var, at der omkring Hurghada ligger 36 småøer hvoraf kun de 3 af dem er beboet.
Første stop var basaren i Down Town. Ganske som guiden havde fortalt på orienteringsmødet, var det en rodet affære at komme ind i. Guiden fulgte os med rundt det første stykke tid og stoppede ved flere butikker, for at fortælle om de varer, der kunne købes. Dernæst havde vi en time til at gå rundt på egen hånd. Vi ville først finde en bank, for at få vekslet, for vi havde en mistanke om, at vekselkursen i hotellets reception ikke var god. Vores mistanke viste sig at være vel begrundet.
Da Lasses kuffert stadig ikke var dukket op, måtte vi igang med at få handlet tøj og badebukser til ham. Badebukserne var vigtigst synes Lasse, så vi gik på jagt. Den første butik vi entrerede, lå indehaveren og snorksov bag kasseapperatet. Han log sig ikke distrahere af, at vi talte i normal toneleje i butikken. Vi skulle næsten sparke til ham, før han vågnede. Lasse havde udset sig et par badebukser. Prisen var 35 LE, bekendtgjorde sælgeren. Vi bød 10. Det grinede han lidt af. Vi fik handlet ned til 20 LE, men det var vi ikke tilfredse med, så vi gik igen.
Efter at have kigget os lidt omkring, måtte vi sande, at 20 LE (ca. 44 kr.) var rimeligt for et par badebukser, så vi vendte tilbage til forretningen. Sælgeren lod som om han ikke havde set os før og ville ikke gå længere ned end 25 LE. Alle vores forklaringer om, at vi havde været der for under 20 min. siden prellede af, så vi gjorde mine til at gå igen. Han skulle ikke tage sådan gas på os! Da sidste mand var på vej ud af døren, blev der råbt "OK" inde fra butikken. Han var blevet mør i knæene. Det er næsten essensen af den kunst, at prutte om priserne. Man skal ikke lade sig spise af med en pris, som man ikke selv er tilfreds med. Og så skal man være indstillet på at gå, hvis prisen ikke er acceptabel. Det kan godt tage lidt tid, men det virker som regel! Hvis sælgeren slår til for hurtig på dit bud, så har du budt for højt. Hvis han ikke stopper der i udgangen, så har du budt for lavt!
Næste stop på byrundturen var en restaurant, hvor der skulle ryges vandpipe! Vi blev båset i nogle rækker og en flok vandpiper blev båret frem. Da min mor opdagede, at alle skulle ryge på samme vandpipe, så ville hun absolut ikke være med! Alle fik dog udleveret hver sit mundstykke, så der var ingen undskyldninger! Snart stod der røg og damp ud af alle voksne og børn. Af os 6 var det kun mig, der måtte kalde sig en kylling. Jeg havde simpelthen ikke lyst til at prøve det. Blot tanken om at få en gang røg ned i lungerne - uanset at det kun var æblethe, der blev "røget" - faldt mig meget fjern.
Næste - og sidste stop - med bussen var et udsigtspunkt i nærheden af Down Town. Det virkede ikke som noget særligt. Jeg vil sige, at Pikkerbakken i Frederikshavn sagtens kunne være med her!
Tilbage til hotellet. Vi var enige om, at det var en lidt tynd tur, prisen taget i betragtning. Vores råd er, at man selv tager ind til Down Town og kigger på basarerne. At finde et sted, hvor man kan prøve en vandpipe er absolut ikke noget problem - og udsigtspunktet var ikke værd at gå efter! Spar pengene til byrundturen!
Far og jeg skulle ind til Aka, for at få handlet lidt øl og vin. Det var vores første forsøg med minibusserne og det gik smertefrit. Det vrimler simpelthen med minibusser og de kører lige efter hinanden i et væk. Prisen på 1 LE for turen ind til Aka var yderst billig!
Aka er en flot og meget eksklusiv butik. Det er udelukkende eksklusive varer, der findes i butikken. Priserne er høje, så det er ikke her, man skal finde sine souvenirs! Husk iøvrigt at priserne er i amerikanske dollars. Far kiggede lidt på en kuffert med håndtag, der kan trækkes ud. På prismærket stod 100 $. Vi vidste ikke, om de brugte dollarsmærket som standardbetegnelse for Egyptiske Pund. Hvis de gjorde, var det en rimelig pris (220 kr.). Men personalet oplyste, at det var amerikanske dollars, så kufferten kostede istedet 850 kr.!
Vi gik ned i kælderen, for at finde de varer, som vi var kommet efter. Her vrimlede det med ekspedienter. Vi fik hurtigt vores personlige ekspedient, der viste os rundt efter de varer, som vi ville købe. Det så umiddelbart ud som om udbuddet var stort, men der var eksempelvis forholdsvis få slags vine, der var fyldt op i flere reoler. Priserne var rimelige - hvis man ellers sammenligner med danske restaurationspriser! En spansk vin, som kvalitetsmæssigt koster 25 kr. i et dansk supermarked, kostede 64 kroner. En middelmådig italiensk champagne kostede ca. 40 kr. På ølsiden var der 2 mærker, et egyptisk (jo, de laver skam øl!) til 12 kr. pr. 0,33 cl. dåse og et mexicansk til 16 kr. pr. 0,33 cl. flaske.
Vores varer var hurtigt fundet og ekspedienten ledte os hen til en skrank, hvor varerne skulle skrives i passene! Mens det blev gjort, kom vores ekspedient hen til os og spurgte, om en russisk mand måtte få skrevet en flaske vodka med ind i vores pas, for han havde glemt sit eget pas. Det sagde vi OK til. Lidt senere gentog historien sig. Et par havde købt noget tekstil af en eller anden art, som også skulle skrives i passet, hvis vi sagde OK. Det gjorde vi - med en tanke om, hvad der mon kunne ske ved at gøre det...
Ekspedienten fulgte os op i stueetagen - uden varerne - og nu begyndte papirnusseriet for alvor! Jeg gør opmærksom på, at alle efterfølgende aktiviteter skete på et område, hvor alle medarbejdere i butikken kunne følge hinandens arbejde - og blot ventede på, at vi skulle nå rundt!
Første stop var ved en mand, der kontrollerede, at varerne var skrevet i passet. Han udleverede samtidig en A4-side i 3 eksemplarer med liste over de varer, vi havde købt. Så skulle der betales ved en anden skranke. A4-siden blev nærlæst, et eksemplar hevet fra og en bon klipset på. Så skulle varerne udleveres. Ekspedienten startede her med at være morsom og sige, at bonnen var "kaput". Så fandt han nogle varer frem, som viste sig at være de ting, som parret havde købt. Vores varer dukkede også op men russerens vodka manglede. Så måtte vi igennem møllen på 1. sal igen! Vi fandt aldrig ud af, hvad der var gået galt, men vi endte med at få vodkaen udleveret også - og så hen til udgangen. Her stod 2 vagter og de skulle da lige kontrollere indholdet i poserne endnu engang - op mod de ting, der stod på A4-sedlen. Så kære danske politikere: her har i opskriften på at få mange mennesker i arbejde!
De folk, som vi havde hjulpet, tog pænt afsked med os og vi hastede ned på gaden, for at finde en minibus hjemad igen. Den blev godt fyldt undervejs og vi blev flyttet noget rundt efterhånden som folk steg ind og ud af bussen. Far blev på et tidspunkt placeret på forsædet og kunne dermed konstatere, at når de slukker lyset på bilen om aftenen, for ikke at blænde modkørende, så kan de ikke se en pind! Da vi skulle betale, forlangte hjælperen i minibussen flere penge end de 1 LE, som vi vidste, at turen kostede. Det ville vi ikke høre tale om, så vi gik bare. Han skældte lavmælt ud og steg så ind i bussen, der fortsatte.
Aftenens middag skulle indtages på hotellets store restaurant El Mahara. Vi kunne først få tid kl. 21, hvor det viste sig, at udvalget i buffet'en var ved at være lidt udtømt. Vi havde dog ingen problemer med at blive mætte. Efter at have besøgt begge restauranter, der er tilgængelige for gæster med halvpension på Gran Resort, nåede jeg til den konklusion, at Marakesh var min foretrukne.
Atter blev det forholdsvis tidligt, jeg gik i seng. Marie holdt en halv time længere og ar og mor holdt vist hof til efter midnat. Det var da ellers de gamle, der plejer at gå hjem - er det ikke sådan man synger?
